Ud fra Rosenkreuzets synspunkt findes der udover vor materielle verden en højere verden, det fuldkomne livs verden. Derfor taler Rosenkreuzerne om to naturordener. Vor dødelige verden består af det os bekendte dennesidige samt af det hinsidige, der er opholdstedet for
Ud fra Rosenkreuzets synspunkt findes der udover vor materielle verden en højere verden, det fuldkomne livs verden. Derfor taler Rosenkreuzerne om to naturordener. Vor dødelige verden består af det dennesidige, som er den verden, vi lever i, samt af det hinsidige, der er opholdstedet for de døde. Som kontrast til denne dødelige verden er der den guddommelige verden af fuldkomment og evigt liv som er et område af højere eksistens, hvor menneskeheden engang hørte hjemme, før den sank ned i materien. Den guddommelige naturorden befinder sig ikke på en anden planet, men er til stede i samme rum som den dødelige naturs dennesidige og hinsidige, men på et andet vibrationsniveau.
Mennesket er ud fra Rosenkreuzernes opfattelse et dobbelt væsen. Det dødelige menneske stammer fra den materielle verden, men bærer dog en udødelig Åndsgnist i sig, „Hjertets Rose”, som stammer fra en højere natur. I denne Åndsgnist er den oprindelige, fuldkomne mennesketilværelses idé og struktur indeholdt som kim. Feltet for dette åndelige midtpunkt, som også omgiver det materialle menneske, kalder Rosenkreuzerne „mikrokosmos”.
Det er menneskenes opgave at opvække Åndsgnisten fra den oprindelige sjæl og genoprette sjælens tabte kontakt med Åndens aspekt. Det sker med hjælp fra den allestedsnærværende Kristus-kraft. Bibelen kalder denne proces „genfødsel af vand og Ånd” (Joh. 3,5). Rosenkreuzerne taler om en forvandling,
„transfiguration”, og antyder hermed sammensmeltningen af den oprindelige sjæl med Ånden som et „alkymisk bryllup”. På denne kristne indvielsesvej modtager mennesket igen eksistentiel andel i det fuldkomne livs natur.