Hvorledes kan man forstå rosenkreuzets universelle gnostiske betydning? Den, der søger et svar på det, vil have stor glæde af at læse denne bog. Bogen indikerer tydeligt, hvad man behøver at gøre, hvis man sandfærdigt ønsker at finde befrielse.
Hvorledes kan man forstå rosenkreuzets universelle gnostiske betydning? Den, der søger et svar på det, vil have stor glæde af at læse denne bog. Bogen indikerer tydeligt, hvad man behøver at gøre, hvis man sandfærdigt ønsker at finde befrielse.
For den interesserede læser, som tager denne bog i sine hænder og derved bliver givet et indtryk af det moderne Rosenkreuz’ filosofi, er et overfladisk bekendtskab ikke tilstrækkeligt. Læseren skal være sig bevidst, at han/hun derved påtager sig et studie, som forventeligt vil tage hele vedkommendes opmærksomhed og dybe koncentration. Rosenkreuzets filosofi præsenterer ikke et generelt livssyn, men berører derimod selve livet hos læseren. Bogen er meget personlig og under læsningen vil man gentagne gange få det indtryk, at Skolen taler direkte og individuelt til én.
Denne oplevelse kan vække modstand og måske vrede fra tid til anden, men det er ønsket, at læseren bliver påvirket og berørt, og frem for alt søges det at gennemtrænge læserens intellektuelle interesser. Enhver, som begynder at gøre sig fortrolig med rosenkreuzets litteratur, vil lægge sig på sinde, at Skolens elever ikke ønsker at demonstrere litterær eller teoretisk viden for at understøtte verdslige og materielle interesser, men alene påtager sig at tjene Skolen, selvom dette måtte stride mod disses personlige interesser.
Forfatteren, som står i sit tjenestefelt, taler til læseren i overensstemmelse med sin tilværelsesstand i det store og ophøjede Lysets Broderskabs navn. Dette Broderskab er kendt under mange navne: Mysterie-præsternes Åndsskole, Kristus-Mysteriepræsternes Mysterieskole, Den indre Kirke, Melkizedeks Orden og Rosenkreuzets Orden.
Det er Skolens overbevisning, at enhver, som læser denne bog, vil indse at Broderskabet taler direkte til læseren; og ved denne kontakt glider både forfatterens personlighed og organisationen Lectorium Rosicrucianum i baggrunden. Heraf følger, at det Broderskab, som Skolen ønsker at bære vidnesbyrd for, ikke præsenterer sig som hverken et samfund, en organisation eller en kirke. Vi taler om en skole, i hvis forgård læseren bogstaveligt vil befinde sig under studiet af bogen.
Konceptet „skole” bør imidlertid forstås på en særlig måde. En elev af Rosenkreuzets Skole uddannes ikke med intellektuelle metoder, den biologiske hjernebevidsthed trænes ikke, eleven eksamineres ikke, og der udstedes ikke eksamensbeviser.
Skolen retter sig mod tre emner, der slumrer i det menneskelige mikrokosmiske system. Ved at gennembryde enhver form for modstand forsøger Skolen at vække disse tre evner og drive dem til aktivitet. Så snart det mindste tegn på evnerne begynder at åbenbare sig i eleven, opstår det ønskede forhold imellem eleven og Skolen. Eleven modtager herefter førstehåndserfaring, indsigt og viden om alt dét, som Skolen overbringer vedkommende.
Såfremt grundlaget for dette forhold er blevet skabt, vil eleven bevidst se nytten og nødvendigheden af alt dét, som Skolen foreslår. Det er således klart, at Skolen ikke besidder en populær trosretning, men en klar og positiv viden; ikke i den forstand, at den samler fakta, dogmer, hypoteser osv., som i den sidste ende alligevel efterlader mennesket tomhændet, men derimod viden i den forstand, at man „begriber”, erkender og opnår en indre besiddelse, som er uimodståelig og absolut.
Når forholdet mellem eleven og Skolen udvikler sig på dette grundlag, er der ikke tale om autoritet eller blid føjelighed. Det er en indre genkendelse, en bevidst vandring ad en vej, hvis ægthed er efterprøvet i en selv.
Tre latente evner vil åbenbare sig i elevens liv: den nye viljes-evne; den nye visdoms-evne; den nye handlings-evne. Mennesket har en vilje, men denne er under nogle forhold ubehersket, mens den under andre forhold er eksperimenterende eller spekulativ. Resultatet af en viljes-handling er aldrig kendt på forhånd, og selv når den er, befinder vi os i mørket, hvad angår eventuelle konsekvenser af den modstand, som er blevet vakt. Mennesket er derfor udelukkende pga. sin vilje plaget af bekymring og frygt. Menneskets vilje er i sandhed aldrig befriende, men snarere bundet af blodets bånd og derfor afhængig af båndets muligheder og kræfter.
Mennesket besidder også en slags visdom i form af en intellektuel evne. Eleven indser, at mennesket også, hvad denne evne angår, er fuldkomment afhængig af det ydre, det synlige, det tredimensionelle. Det er ikke uden grund, at Bibelen siger: „Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne”. Den, som lever ud fra sine sanser, kan aldrig besidde absolut viden. Dét, som kaldes visdom, er en form for spekulation, der er opnået ved sansernes opfattelse og stærkt påvirket og ødelagt af uddannelse og blodets tilstand.
Mennesket udvikler tillige en hvis art af handling. Men er resultaterne af denne handling ikke overordentligt sørgelige? Er der egentlig tale om meget andet en handlinger til fordel for brød og underholdning? Menneskenes handlinger er fuldkomment karakteriseret ved kampen for livet opretholdelse, som kun er krydret med „sport” eller åndelig romantisering alt afhængig af deres natur. Derudover er treenigheden af vilje, visdom og handling, således som den er i den jordiske natur, bundet til en flammende naturdrift, der kan indikeres som begær. Denne treenighed, der er bundet af begæret eller naturlidenskaberne, er ansvarlig for den biologiske bevidstheds eksistens, jeg-bevidstheden, som i princippet er karakteriseret af selvopholdelsesdriften.
Selvopholdelsesdriften og begæret er yderst lunefulde og beregnende i deres aktiviteter. Når mennesker desillusioneres af en erfaring, springer de fra det ene mål til det andet: i fortvivlelse „danser” de deres „naturdanse” med forestillinger og vildfarelser. Næsten alle religiøse tilskyndelser har baggrund i de erfaringer, som opstår af selvopholdelsesdriften og begæret.
Når eleven kommer til at se denne situation klart, vil vedkommende føle behovet for en fundamental forandring og vil forsøge at neutralisere sin selvopholdelsesdrift og sit begær. Her kan man så spørge, hvordan en sådan proces foregår.
Nogle mennesker er i stand til ganske let at foretage en så fundamental omvendelse, når det angår religionernes, kundskabens og videnskabens brudte virkelighed. De har let ved at se de religiøse hypotesers spekulative natur, kundskabens ikke-befriende karakter samt videnskabens håbløse natur. Men det er uendeligt meget sværere fundamentalt at prisgive sine egne forskelligartede naturdrifter, da man er „fra naturen” og „af naturen”. Naturlidenskaberne kan derfor langt mere end religion, kundskab og videnskab binde én til ens tidligere liv.
Eleven bør ikke bedrage sig selv, hvad dette angår. Eleven svinger fra tid til anden sit sværd med voldsomhed imod forhindringer uden for sig selv, selvom det ville være langt mere nyttigt at bekæmpe de ting, som fanger eleven indefra. Eleven bør i stedet anvende sit svært mod sociale ambitioner eller frygtelige jeg-vildfarelser, som f.eks. misundelse eller jalousi, som er nogle af menneskehedens største plager, hvis sådanne opstår. „Misundelse og jalousi er en forbitrelse”, som Ordsprogenes Bog siger. Eller „en voldsom ild, der er uudslukkelig”, som det udtrykkes i Højsangen.
Jalousi er en besættelse. Den opvækker et had så uforsonligt, at det i mange tilfælde er destruerende. Derfor siger Ordsprogenes Bog, at den, som er i denne naturlidenskabs greb, ikke vil tage imod nogen løsesum og ej eller være tilfreds, omend du giver ham mange gaver. End ikke, om så Gud selv holdt sin hånd frem for at lede vejen til himlen. Den jaloux person ønsker den totale ødelæggelse af sit offer. Resultatet kalder vedkommende „retfærdighed”. Den fundamentale omvendelse skal derfor gribe ind i alle menneskelige lidenskaber. Eleven bør kæmpe imod sig selv.
Den fundamentale omvendelse er grundlaget for opvækkelsen af de tre nye evner, som Skolen mener. For det første: en ny vilje, som bliver antændt af Gud; for det andet: en ny visdom, som klart belyser Guds plan, for det tredje: et nyt virke, som bidrager til at trænge Guds plan til virkeliggørelse.
Disse tre processer, som Skolen lige fra starten har udviklet sammen med eleven, danner nøglen til opstandelsen af et nyt menneske, til genfødselsprocessen, som er det eneste mål for det moderne rosenkreuz’ filosofi. Disse tre processers succes afhænger af den fundamentale omvendelse og af, hvorvidt der stadig er en erindring til stede om menneskets åndelige karakter. Denne kan være skamferet, en karikatur eller endog mørk i sin fremtræden og aktivitet, men giver dog altid årsag til en uimodståelig trang til at undersøge tingenes skjulte sider. Det er på grund af erindring, at mennesket ønsker at forstå „hvorfor” og „hvordan”. Så snart vejen er genkendt, udvikles en dynamisk evne, som muliggør, at vedkommende kan bryde væk fra en række forhindringer.
Den nye vilje udvikles i eleven af Skolen ved brug af den åndelige lov; den nye visdom ved den åndelige lovs filosofi, den nye handling ved den åndelige lovs anvendelse.
Den åndelig lov er den guddommelige idé, som ligger til grund for verden og menneskeheden.
Den åndelige lovs filosofi overbringer denne guddommelige idé til eleven: den oplyser idéen for vedkommendes bevidsthed: den forårsager, at eleven ser sin enorme fremmedgørelse overfor det oprindelige „fædreland”; den får eleven til at forstå den menneskelige degeneration i forhold til den guddommelige idé og giver et klart billede af vejen tilbage.
Den åndelige lovs anvendelse er virkeliggørelsen af den guddommelige idé af den vanskelige vej tilbage: opbrydningen af den verdslige natur og dens lidenskaber samt opbygningen af det nye menneske.
Den åndelige lov kan også udtrykkes som Gud, fra hvem vi er blevet adskilt; den åndelige lovs filosofi kan udtrykkes som Kristus, der i uendelig kærlighed strømmer ud fra Gud for at frelse os, som bøjer sig ned til dét, som er faldet; den åndelig lovs anvendelse kan udtrykkes som Helligånden, der anvender, udfører og viderefører hele genfødselsprocessen. En virkelig åndsskole kan altid genkendes på den kendsgerning, at den ikke går på kompromis med den trefoldige proces
For læseren kan denne bog blot være informativ. Hvis man imidlertid efter at have læst den ønsker at indtræde i Skolen som elev, må man klart indse, at Skolen stiller et krav, den fordrer en lutrende regenererende opstigning, en proces. Foruden dette ville Skolen ikke være en åndsskole. Rosenkreuzets Skole er indstillet på at komme i kontakt med alle, som på et frit og demokratisk grundlag er interesserede deri. Alt, hvad Skolen fordrer af sine elever, lever den selv op til; der vil ikke blive forlangt noget af eleven, som vedkommende ikke kan opfylde. Skolen er et arbejdssted, hvor handlinger fødes, og som konsekvens heraf opvækkes tre latente evner i eleven – ud af de tre kræfter, som strømmer ud fra Skolen. Som et resultat af denne vekselvirkning mellem de tre hellige kræfter og eleven, vil eleven ønske, vide og gøre dét, som Skolen anbefaler, med en selvdisciplin, som ikke kan ødelægges.
Åndsskolen er et arbejdssted, hvor handlinger fødes, og som konsekvens heraf opvækkes tre latente evner i eleven ud af de tre kræfter, som strømmer ud fra Åndsskolen. Som et resultat af denne vekselvirkning mellem de tre hellige kræfter og eleven, vil eleven ønske, vide og gøre dét, som Skolen ønsker, ved og gør, med en selvdisciplin, som ikke kan ødelægges, og i frivillig lydighed.
De, som på denne måde ser og indvendigt erfarer Rosenkreuzets mysterier, inspireres med stor entusiasme. De udstråler en ubegrænset energi og en intens glæde. Med stor ydmyghed stiller de sig foran den åndelige lovs uerkendelige ild. Med opløftede hoveder stiller de sig foran det universelle kærlighedsåbenbarende Lys, idet den åndelige lovs filosofi kommer og berører dem. Med udstrakte arme afventer de den hellige dåb i det guddommeligt regenererende, levende vand, når den åndelige lovs anvendelse kræver hele deres opmærksomhed og hengivenhed.