At søge og at finde på den spirituelle vej er noget personligt. Enhver har sin egen „historie“ om, hvorledes man fandt og gik igennem den mystiske port. En kvindelig rosenkreuzer i Lectorium Rosicrucianum fortæller om sin vej.
Mit hidtidige liv havde mistet sin mening, fordi noget afgørende var blevet gennemgribende forandret. Hvad var der gået galt? Hvor lå fejlen gemt? Hvordan kunne jeg komme videre? Hvorledes kunne et fremtidigt liv se ud? Fandes der overhovedet noget, som jeg ikke kunne sætte en finger på, som var absolut og vedvarende? Der opstod en stor rådvildhed, i hvilken kun længslen efter noget ubestemt hævdede sig. Altså begyndte min søgen.
Udover den sædvanlige hverdag viste mit indre kompas ind på meget forskellige retninger. Nye erfaringer blev samlet, nye territorier betrådt, nye mennesker mødt. Alt bevægede sig. Og en dag kom det til et møde med Rosenkreuzet. Her i Rosenkreuzets gnostiske filosofi fandt jeg forbløffende henvisninger til en tilværelsestilstand, hvori det jeg søgte forekom at eksistere. Der fulgte et grundigt studium af Det Gyldne Rosenkreuz’ Skoles litteratur, og formodningen fra begyndelsen blev stadigt større.
Prøve, prøve om og om igen
Ledt af en indre resonans og accept af det hørte og sete indfandt ønsket om virkeliggørelse sig hos mig. Hvorledes kunne jeg integrere de vidunderlige muligheder i mit liv? Hvorledes skulle alt dét antage skikkelse i mit eget liv? Hvad skulle jeg gøre? Det forekom mig, at der var brug for en vigtig afgørelse, nemlig at betro mig helt til Rosenkreuzets kraftfelt og lytte til de indre impulser.
En fase med prøve begyndte: Fra grublen til spekulation, fra udforskning til tvivl, fra jubel til anger, jeg gjorde alt for at efterprøve alle op- og nedture. Men i stedet for roen i mit eget væsen, som jeg havde længtes sådan efter, oplevede jeg en heftig storm. I mit indre sydede en regulær kamp. Mit væsen forekom mig at være spaltet, ømt og sårbart. Intet var på sin plads mere. Og det mest foruroligende var, at der ikke fandtes nogen troværdig forklaring på disse symptomer.
Indtræden i en anden dimension
Til syvende og sidst forblev der kun én ting: at udholde og acceptere den indre splittelse. Således gik der nogle måneder. Og en dag skete der noget uventet. De indre turbulenser gav efter, og for et øjeblik blev det helt stille i mit indre. Der var intet mere: ingen tanker, ingen følelse, intet. Kun stilhed. En umådelig dyb stilhed. Og denne stilhed var ukrænkelig, den var absolut. Det måtte være en anden dimension, i mit eget indre og alligevel adskilt fra alt dét, som mit eget væsen udgør.
Denne erfaring var så overraskende, så ny, så flygtig og alligevel så dyb, at den havde en lang eftervirkning. Fra nu af var der ingen tvivl for mig: Dette punkt af stilhed, dette „rum“ var det afgørende, det virkeligt virkelige. Dette rum fortjente al prioritet.
Rosen
Rosenkreuzerne kalder dette „rum“ for hjertets rose. Det er den spirituelle, altså den åndelige gnist i menneskets indre, som skal vågne op fra sin dødssøvn. Ud fra denne gnist vil alt dét åbenbare sig, som der er brug for til at virkeliggøre den ny tilværelsestilstand. Når „rosen“ vågner, bliver den ligesom bevidst om sig selv og meddeler sig til menneskets bevidsthed. Så er der opstået en vidunderlig forbindelse imellem den og personligheden, hvilket lader livet fremstå på helt ny måde.
En dyb følelse af kærlighed og taknemmelighed udbredte sig i mit væsen, og jeg kunne fra da af betræde virkeliggørelsens vej med kraft og med sikkerhed.
