Julefesten som indre Lysfødsel

Hvert år på den mørke og stille årstid fejrer de fleste kristne julefest, og de fejrer også nytårsfest.

Overalt i kirker, hjemme, på markeder eller i indkøbscentre bliver vi på dette tidspunkt ledsaget af stemningsfuld musik, af skæret fra stearinlys og andre lys, af en mangfoldighed af dufte og af mange festligheder med gaver og gode ønsker. Også nytårsnat med dens løssluppenhed, fyrværkeriet, skyderiet og de mange gode fortsæt for det nye år kender vel enhver.

Hvad er det egentligt, som får os til at fejre disse fester igen hvert år? Hvorfor er vi følelsesmæssigt bevægede til jul og så løssluppen til nytår og udstyret med fortsæt, som skal virkeliggøres i det nye år? Er det på denne mørke årstid kun savnet af Lyset, af solen, der bevirker modtagelighed for sygdomme, nedslåethed, melankoli, håbløshed, trøstesløshed og ensomhed?

Menneskes længsel efter Lys genspejler sig i menneskenes skikke og fester, det kan være som vintersolhvervsfest, som Jesu fødsel i stalden i Betlehem, som et tegn på håb, eller som den forjættelse, kirkerne formidler til os.

Lys spiller en afgørende rolle for alle livsprocesser. Uden lys er der ikke mulighed for liv. Derfor er det nærliggende at se lyset som symbol, eller som en lignelse på det evige liv og alt dét, som hænger sammen med det. Er vor længsel efter lys og sol på den mørke årstid et udtryk for en længsel, der ligger meget dybt, en længsel, som i hele årets forløb ligger skjult under en frakke af et liv i bevægelse og aktivitet? Viser denne dybe længsel efter det evige liv sig i de mange aktiviteter til jul?

Hvis Goethe har ret med sit udsagn „Alt jordisk er kun en lignelse“, hvad er alt dette da en lignelse på? Vi vil skridt for skridt nærme os en klarlæggelse af disse spørgsmål.

Kristus, verdens Lys

Kristus bliver kaldt verdens Lys. I løbet af de to tusinde år med den kirkelige kristendom blev det gentaget så ofte i prædikener, taler og tekster, at vi i dag ikke mere danner os nogen rigtig forestilling om betydningen af det. Vi tænker næppe over det længere, når vi hører eller læser:

Lyset skinner i mørket, men mørket har ikke begrebet det, eller:

Lyset er menneskenes liv, eller:

I er verdens Lys.

Hvad betyder det alt sammen?

Ligesom den fysiske sol oplyser alt det jordiske eller stoflige, sådan kan Kristus, verdens Lys, den åndelige sol, skabe en ny bevidsthed i os. Denne skabelse er et vigtigt punkt: ikke den jordiske bevidsthed bliver oplyst, men en ny ikke jordisk bevidsthed bliver skabt. Den bevidsthed, der her er tale om, er lysere end alt i denne verden og forbinder os med et højere liv.

En bevidsthed om hvad? Bevidsthed om Faderen/Skaberen, om den evige Ånd, den orden, som gennemtrænger hele det oprindelige Alt.

Hvorledes bliver det muligt?

I mennesket findes der et lysfølsomt princip, en gnist af Ånden, en mulighed for at reagere på Lyset fra den åndelige sol. Rosenkreuzets Skole taler om Den Anden i os, om Åndsgnisten, om det himmelske menneskes latente princip og om hjertets rose.

Dette princip i os er muligheden for at modtage Lyset. Denne Anden længes efter det usynlige Lys, fordi dette Lys var Den Andens Lys og kan blive det igen. Den Andens længsel efter Lys meddeler sig til os som længsel, som uro, som trængsel, som søgen efter Det Ubekendte eller som hjemve efter noget ubestemt.

Og drevet af denne hjemve lever vi vort liv, og derved jager vi efter alle mulige og umulige mål for enten aldrig at opnå dem eller også ved opnåelsen at få fastslået, at det alligevel ikke er dét, som vi egentligt søger. På et eller andet tidspunkt aner vi, at det er Lyset, som vi søger. Vi fejrer så igen vintersolhvervet med ild og jul med mange stearinlys, med lyssmykkede træer og stor festoplysning i de indre dele af byerne. For et stykke tid beskæftiger og beroliger det os.

Men uroen, den indre trængsel, hjemveen, den ubestemte længsel forbliver. Når den grå hverdag så senere atter har indhentet os med dens stress, sine problemer, sin strid og sine gentagelser, så bliver vi os igen bevidste om vor dybe utilfredshed. Næsten forlegne ser vi så tilbage på vore følelser fra julen og på vore nytårsfortsætter, og med halvskjult skuffelse slår vi fast: »Det forbliver alt sammen alligevel altid ved det gamle«.

Julen i det indre

Indtil det en dag bliver klart for os, at vi søger noget, som ikke er til at finde i denne, vor verden. Vi vender os bort fra livets højlydte markedspladser og vender os til vort indre med spørgsmålet: Hvad kan jeg gøre, og hvad skal jeg undlade at gøre for at følge min længsel?

Med det spørgsmål i hjertet trænger en stråle fra den evige Gudsfylde, en stråle af Kristus-solen, ind i vort system og berører os i Åndsgnisten. Og ligesom i en vision aner vi hele meningen med vort liv og
overskuer måske også den mægtige opgave, som vi har i vort liv.

Vi opdager, at vi er fødselshjælperen ved fødslen af et udødeligt guddommeligt menneske, og at vort liv kan tjene til at muliggøre denne fødsel, idet vi – som Bibelen udtrykker det – gør stierne rette dertil.

Alt kommer an på, om „Kong Jeg” atter tager os til fange med sin egocentriske holdning, eller om vi i dyb selverkendelse og indsigt vender os mod den egentlige livsopgave. En åndsskole som Det Gyldne Rsenkreuz’Åndsskole viser os derved vejen, forklarer den og tilbyder al mulig hjælp.

Så kan én gang i ethvert menneske til sin tid i et bestemt øjeblik den virkelige julefest fejres. Det skal ikke være en bestemt dato i et bestemt år, for denne dato er kun en lignelse på noget helt særligt, stort, mægtigt og så smukt, at man ikke kan forestille sig det. Denne jul er døren til Lyset, til oplysning, sandhed, indvielse, udødelighed og evighed.

Det er den hændelse, som vi mennesker ubevidst fejrer år efter år uden at erkende den sande mening. Derfor kalder Jesus os seende blinde og hørende døve, fordi vi har søgt hele vor lykke ude i det materielle liv og ikke i vort indre.

Hvis vi ager afsked med det jordiske livs lygtemænd og fast besluttede tager af sted på en rejse for at blotlægge vor higens sande kerne, da fejrer vi virkeligt vor nytårsnat, den sidste nat i det gamle år, i det gamle liv.

Vi retter os så med al vor higen og bestræbelse mod den nye dag, det nye år, det nye liv, som begynder efter denne afsked. Hverken afskedsfesten eller festen
for den ny begyndelse, den virkelige nytårsfest, er afhængige af kalenderen, og den behøver heller ikke at blive gentaget. Én eneste gang er rigeligt – nok er nok.

Nu kan I forstå aforismen af Angelus Silesius: „Og hvis Kristus var født tusinde gange i Betlehem og ikke i dig selv, så ville du alligevel være fortabt.”

Denne fødsel er altafgørende: den står over liv og død. Muligheden for den fødsel er skjult i ethvert menneske; mennesket skal blot anvende denne mulighed: ved simpelthen at følge sin længsel, sin hjemve. Hedder det ikke: Bank på, og der vil blive åbnet for jer? Hjertets længsel er det at banke på – og der bliver altid lukket op. Mere enkelt kan det ikke være.

Betydningen af juleevangeliet i detaljer

For at forstå julebudskabet, dvs. den indre proces, som foregår, når et søgende menneske erkender den sande mening med sit liv og begynder at søge den dør, der fører til det fædrene hjem – til det oprindelige guddommelige livsfelt, så skal vi i Det Nye Testamentes evangelier begynde med Johannes fødsel.

Johannes er det typiske søgende menneske, som i sin udvikling „gør stierne rette for sin Herre” og „bliver mindre, for at han, Den Anden (Jesus) kan vokse”.

Johannes’ fødsel

Når den store, indre higen efter atter at blive et Guds barn vågner i et menneske ud fra dyb og rig livserfaring og gennem Gnosis’ berøring af Åndsgnisten, så kan Johannes fødes i vedkommende.

Elisabeth, Johannes‘ mor, er symbolet på troen i hjertet. Zacharias er forstanden, der imidlertid skal tie for ikke at forstyrre denne proces af Johannes-fødsel, fordi den vil analysere og forstå Gnosis’ vidunderlige virkninger. Det betyder, at vi med vor forstand hverken kan styre, forklare eller forstå Åndsgnistens berøring i os. Forstanden kan ikke forstå det.

At være en Johannes vil sige at blive et helt menneske, et menneske, som fuldkomment helliger sig opvågningen og opblomstringen af Åndsgnisten i en selv. Denne Johannes, som er et symbol på en ny evne, prædiker i ørkenen om opløsning af selvhævdelsen. Livet i denne verden bliver til en ørken for dette menneske, til noget ufrugtbart.
 

Jesu’ fødsel

En dag kan så det stille, rene og meget klare Lys, som stråler ud fra den Åndsgnist, der er ved at udfolde sig, funkle som en femtakket stjerne og forkynde Jesu fødsel.

Maria, Jesu mor, forbundet med begrebet om jomfrueligheden, er det hjerte, der er ved at blive rent som en jomfru, for at kræfterne fra det oprindelige liv stadig bedre kan optages via Åndsgnisten.

Josef symboliserer hovedet. Navnet Josef er en metafor for ethvert menneske, som begynder og fuldbringer befrielsens store værk. Josef bliver betegnet som tømrer, fordi han arbejder på templet, er bygmester på et nyt tempel. Dette tempel er vort mikrokosmos – altså vort samlede menneskelige system.

Forholdet mellem Josef og Maria illustrerer den voksende enhed mellem hjerte og hoved. Ud fra denne forbindelse bliver Jesus født. „Men der er ikke plads i herberget”, hedder det i Juleevangeliet, dvs. den jordiske natur kan umuligt modtage Lyset

Altså bliver Jesus født i en stald, og denne stald er en del af vort hjerte, der endnu er urent, støvet og beskidt. Det bliver illustreret af æslet, den gamle, genstridige vilje, af oksen som hverdagens træge
afhængighed og menneskets handlingsliv, der reagerer i blinde, og af fåret – denne naturs humane hensigt, der i virkeligheden ikke opnår noget, selvom den er så fuld af godhed.

Dette vidunder kan finde sted i ethvert menneskes mikrokosmos. Dér, hvor et hjerte kan renses gennem Guds kærligheds stråling, dér, hvor et hoved vil modtage den sande visdom, og et par hænder er rede til
kærlighedens gerninger. Dér i midten af mikrokosmos begynder den guddommelige gnist at gløde og at stråle. Jesus bliver født.

De tre vise mænd, der iler til hjertets stald og har fulgt den ubekendte stjerne, svarer til hoved, hjerte og hænder – altså til Johannes-menneskets handlingsliv. Disse tre aspekter af den jordiske
bevidsthed rejser sig i det fast besluttede menneske og bringer deres skatte til Jesus i form af guld, røgelse og myrra skær (Åndens guld, nådens røgelse og lutringens myrra).

De bøjer sig frivilligt ned foran den unge konge, dvs. alle deres muligheder, deres kræfter, deres jordiske rigdom skænker de til „Den Anden” i dem selv, for at han kan virke og handle dermed efter hans ophøjede indsigt. „Ske Din vilje” udtrykker denne selvovergivelse hos de tre vise mænd og fører til en ny
livsførelse.

Men det jordiske tier ikke

Johannes, det gamle menneske med den nye evne, fuldbringer sin opgave, renselsen af det mikrokosmiske system, indtil den nye besjæling – Jesus – kan overtage initiativet.

Men også Herodes er endnu til stede! Han svarer til menneskets mægtige jeg, som indtil nu var enehersker i systemet. Nu opstår den urgamle konflikt mellem Lys og mørke, thi det sædvanlige liv står i klart fjendskab til det højere, andet, oprindelige liv. Herodes personificerer den magt, der har holdt os fanget i lang tid, og som gang på gang foregøgler os at være skabningens krone og den, der virkeliggør Paradis på jorden.

Og med lidenskab, jalousi og egenkærlighed gør Herodes forsøg på at dræbe alle spæde, unge resultater i mikrokosmos, for at også den unge Guds Søn bliver dræbt sammen med dem. Men Herodes, altså jeget, vil ikke finde dette nye Guds barn, for jeget kender kun de jordiske ting.

Hvert menneske, der går Johannes-menneskets vej, kender faser i livet med lidenskab, jalousi og egenkærlighed, kender jegets tider, hvor det insisterer på sine rettigheder.

Det gælder om at holde dette ud og ikke kæmpe imod det, men at flygte ind i neutraliteten. Ifølge den gamle natur kan i denne tilstand af neutralitet processen fortsat komme til udvikling, for i mikrokosmos’ hjerte er barnet sikkert og vokser op, indtil den tid er kommet, hvor det kan træde frem i fuldt Lys.

Da har Johannes-mennesket overvundet al vrede, al egenkærlighed, al lidenskab og al illusion. Da er Herodes død. Da er også rosen blomstret helt op. Guds Barn er blevet til et Jesus-menneske.

Efter udført arbejde lægger Johannes træt sit hoved på blokken og dør. Han har erkendt Jesus, dvs. han har erkendt Lyset og vidner om det. I dette Lys erkendte Johannes, at han ikke engang er værdig til at løsne remmen på Jesu sko. I dyb ydmyghed for Lyset ser han sit værk: Intet var nyttesløst, alt i hans liv havde den ene mening at bringe noget absolut herligt til fødsel. Og en dyb fred sænker sig ned i hans hjerte: det er freden fra Betlehem, den fred, der overgår al forstand. Og med et smil taler han sit eget Consumatum est: det er fuldbragt. I det sidste sekund af hans liv smelter han sammen med Den Anden, med den guddommelige sjæl.

Lyt her: https://www.youtube.com/watch?v=YRpkRjdeHVA&t=16s

CAPTCHA
Diese Sicherheitsfrage überprüft, ob Sie ein menschlicher Besucher sind und verhindert automatisches Spamming.
Billed-CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.