Gnosis’ budbringere 1 - de første gnostikere

Gnosis betyder „gudserkendelse“. Gnostikere er mennesker, der søger efter den guddommelige viden. De første gnostikeres spor fører os tilbage til de tidlige århundreder efter Kristus. Mange af de såkaldte „kættere” blev myrdet, men Gnosis lever videre endnu i vore dage.

På alle tidsaldre fandtes der mennesker, der efterspurgte livets og skabelsens mening. De kan ikke finde en indre ro i denne forgængelighedens verden. De søger efter en højere erkendelse, en indre viden, de søger efter Gnosis, som på oldgræsk betyder „indre kundskab, indre visdom”. Denne indre viden ledsager menneskeheden. Alle gamle mytologier opstod af den, alle religioner har sin oprindelse deri. Man kan derfor sige, at troen har sine rødder i Gnosis, og at den er forbundet med den rene, oprindelige og universelle viden om Gud. Sådan forholdt det sig også med den oprindelige kristendom.

Jesus Kristus og „riget, der ikke er af denne verden”

Da Jesus for totusind år siden forkyndte sin lære og talte om riget, der ikke er af denne verden, kunne han gøre dette, fordi han var ét med Faderen, med Ånden. Menneskene med deres forestillinger om religionstraditioner på dette tidspunkt, mente dog, at han var ved at angribe deres orden. Således mente de, han kunne blive en trussel. Men Gnosis er altid kættersk. En levende erfaring af Ånden, som Gnosis beror på, støder altid sammen med de forstenede religiøse traditioner. De første kristne var således sandfærdige gnostikere. De kunne erkende Guds vilje og Guds plan indenfor deres eget væsen, de behøvede altså ingen ydre institution til formidling, deres tro var baseret på egne indre erfaringer og ikke på en overtaget dogmatisk lære.

Sandhed og dens forstening til lov

En gnostisk erfaring er en berøring af Helligånden. Den, som har oplevet dette, kan ikke lade være med at vidne om det. Gnosis og Ånd er ét. Et menneske, der er blevet berørt af Gnosis, kan fornemme Åndens stemme i sit eget væsen. Dette menneske viderebringer det budskab, der kommer fra det indre, til det ydre, til de andre mennesker, for budskabet gælder for alle: Gnosis er enhed og fører til enheden. Denne længsel efter enhed var meget mere udpræget i kristendommens første tid. Man levede ofte i menigheder. Der fandtes en stor mængde af gnostiske grupper dengang.
Men den Lysimpuls, som Kristus bragte verdenen, blev svagere og svagere gennem tiden; der opstod splitninger og usikkerhed vedrørende budskabets omsætning. Institutioner begyndte at opstille reglementer for den umiddelbare gudserfaring gennem love og dogmer. Der opstod et hierarki, der delte menneskene op i rettroende og vantroende. Det havde megen lidelse og smerte til følge. Men alligevel fandtes der mennesker, lige meget i hvilket århundrede, som stod i virkelig forbindelse med Ånden, og som troværdigt kunne vidne derom.

De første gnostikere

I det første århundrede efter Kristi fødsel fandtes der ingen officiel kirke. Den gamle jødiske lære eksisterede ved siden af den nye kristne, der blev udbredt gennem apostlene. Endvidere fandtes der flere gnostiske skrifter med samme kristne fundament. Nogle kendte gnostiske personligheder i Lilleasien og i Romerriget gav denne viden videre til deres disciple. Særligt i det andet århundrede – efter en gradvis udbredelse af den officielle katolske kirke – virkede der en mængde gnostiske systemer. Hvis man betragter deres symbolik udefra, var de ved første øjekast tit meget forskellige, men erkendte man den skjulte kerne i dem, var de identiske.

Valentinus og Basilides

Valentinus, en af de mest kendte gnostikere, stammede fra Aleksandria. Han virkede omkring 130 e.K. i Lilleasien og senere også i Rom. For ham var den synlige verden en forgængelig verden, der bliver styret af en mægtig ugudelig æon (en stor kraftkoncentration). Sjælen, som er i besiddelse af Gnosis – altså gudsviden – skal befri sig fra denne verden og vende tilbage til Lysets verden, til det oprindelige Gudsrige. En sådan sjæl, siger Valentinus, hører kaldet, svarer på dette kald og henvender sig til den, som kalder.
Denne sjæl kommer til ro og erkender, at den bliver kaldet, gør sig klar til hjemrejsen og forener sig til sidst med Lyset igen. Valentinus var en elev af Basilides, som hovedsagligt underviste i Ægypten, og som ligeledes tælles blandt de store gnostikere. Ligesom Valentinus opfordrede Basilides menneskene til at frigøre sig fra denne ugudelige verden og vende hjem til deres oprindelse. Først skal mennesket imidlertid klart erkende sin egen tilstand, gennemskue sin forkerte stræben og sit begær og forsøge at neutralisere det. Mennesket skal lære at være beskeden, siger Basilides, så kan sjælen blive „gnostisk”, altså komme til en indre erkendelse af Gud.

Marcion og modsætningen mellem Gnosis og dogme

Også Marcion bliver i kirkens historiebøger betegnet som gnostiker, hvilket ganske vist næppe forekommer at være retfærdiggjort, for han gjorde forsøg på at presse de gnostiske læresystemer ind i et system og gøre dem til et forbindende dogme. Det er imidlertid en modsætning i sig selv: Gnosis og dogmer udelukker hinanden. Gnosis er den indre egne erfaring af Åndens virkelighed. Den sande gnostiker vidner om denne erfaring ved hjælp af billeder og symboler. Gnostikeren vil aldrig hævde, at sandheden er ordret udtrykt i bestemte skrifter og systemer, og vil aldrig påtvinge et andet menneske disse systemer. Marcion var søn af en biskop fra Sinope, han virkede senere i Rom og blev i året 144 e.K. udelukket af kirken på grund af „upassende adfærd“.
Han afviste rigorøst Det Gamle Testamente, idet han mente, at det kun havde betydning for jøderne, og han lavede et udkast til en første nytestamentarisk Kanon, med hvilken han ville give sine tilhængere et grundlag for „Den Sande Lære“. I denne Kanon var kun – det delvist forandrede – Lukas-evangelium og de – i samme omfang forandrede Paulus‘ breve indeholdt. Marcions korrekturer vedrørte frem for alt det tekststeder, som han så stod under indflydelse af Det Gamle Testamente.

Tvivlsomme kilder

Angående udsagn om den historiske Gnosis og de tidlige gnostikere må man dog betænke, at de fleste informationer – undtagen de få originale tekster – blev optegnet af kirkelige forfattere, og man må stille sig selv det spørgsmål, om beretningerne om „hæretikerne“(kætterne) virkeligt kan være objektive. Alligevel indeholder nogen af disse beretninger interessante indblik i de gnostiske gruppers arbejde i denne smertefulde og urolige tid, f.eks. beretningerne af kirkefædrene Irenæus, Hippolyt, Clemens fra Aleksandria, Origines og Epiphanius.

Manikæerne – Lysets vidner

I det 3. århundrede opstod der en ny gnostisk impuls. Den bliver frembragt af Mani i Persien, også i vore dage kendt som manikæisme. Mani skelnede endnu mere konsekvent mellem den jordiske verden og Lysets verden. I fokus stod Åndsgnisten, den guddommelige gnist, der ligger skjult i mennesket. Denne gnist er forbindelse og bro til det oprindelige liv. Mani sagde: Jeg er et duftende lysets frøkorn Ligger skjult under mørke skoves tårne O, find mig, og pluk mig! Bring mig hjem til de hellige loves have Og lad mig igen være Lysets høstgave. Mennesker, der sluttede sig sammen I grupper for at opnå førstehåndsviden af Gnosis, levede også I de følgende århundreder. Gnosis’ budskaber kan findes i alle epoker, op til vore dage og i fremtiden.

CAPTCHA
Diese Sicherheitsfrage überprüft, ob Sie ein menschlicher Besucher sind und verhindert automatisches Spamming.
Billed-CAPTCHA
Indtast tegnene som vises på billedet.