|
Mit foredrag beskæftiger sig med det 17. århundredes Rosenkreuzere, ud fra et synspunkt fra et menneske, som i dag er
bevidst om at være forbundet med Rosenkreuzeridéen og stræber efter at virkeliggøre denne idé. Dette synspunkt sætter naturligvis i mange
hensigter andre accenter end de rent historiske, og skal derfor heller ikke forstås i streng videnskabelig mening, men i betydningen af at
blive betragtet af et menneske af vor tid, hvilket De venligst må tage hensyn til.
Min bopæl er den lille by Calw, hvor Johann Valentin Andrea levede fra 1620-1638. Det var 30-årskrigens svære tid. Hvad er der til at
konstatere om Andreä i Calw og omegn i dag? Vel, i Calw findes der den evangeliske kirkes Andreähus. Andreäs våben finder vi ved siden af
mange andre på et centralt sted i Nikolauskapellet på Nagoldbroen. I Calw, på Wimberg, findes Lectorium Rosicrucianums konferencecentrum,
Christian Rosenkreuz Heim.
I Treenighedskirken i Bad Teinach, lige i nærheden af Calw, finder man prinsesse Antonia af Würtembergs kabbalistiske
læretavle.
Om denne tavle kan man læse i det illustrerede bind ‘Mystik i barokken’ af Ernst Harnischfeger: „Der er tre mennesker,
som i prinsesse Antonias kreds direkte er forbundet med tavlens tilblivelse, som har fremmet fyrstedatterens sikkert ikke ringe geni, og
som fandt hjælp i deres egne forskningsarbejde hos den videnskabs og kunstforstående mæcen, f.eks. ved offentliggørelser.
Disse tre var M. Johann Jacob Strölich, Johannes Laurentius Schmidlin og mere i baggrunden, men vel alligevel udslagsgivende
den allerede ældre hofprædikant Johann Valentin Andreä. Hverken Andreä eller Strölin oplevede selv det færdige billede, som blev bestilt
hos den i dag fuldstændigt ubekendte hofmaler Johann Friedrich Gruber og først blev opstillet i den nye Treenighedskirke i Teinach på
prinsessens 50 års fødselsdag i 1673." Prinsessen har altså foranlediget skabelsen af dette værk. Hun har endvidere foranlediget, at hendes
hjerte blev bisat bag denne tavle efter hendes død.
Landskabet i området Calw, Stuttgart, Tübingen, i dag en del af Baden Württemberg, er meget stærkt forbundet med
Rosenkreuzets historie fra det 17. århundrede. Alle Johann Valentin Andreäs virkesteder ligger ikke langt fra hinanden. Tübingen, Vaihingen
an der Enz, Stuttgart, Bebenhausen, er i dag til at komme til indenfor kort tid fra Calw af. På disse steder levede Andreä, dér levede
Tübinger Kredsens mænd, dér opstod de klassiske RosenkreuzerSkrifter.
Også Calw blev ødelagt under 30-årskrigen, og det berettes fra mundtlige kilder, at Andreä gik op på Wimberg med sine
nærmeste trofaste efter byens hjemsøgelser for at bede til Gud om at bevare byen for yderligere ulykke. Det virker mærkværdigt, at der i
dag på denne høj findes Christian RosenkreuzHeim, hvor der to gange om måneden kommer mellem 500 og 600 mennesker sammen, som er
interesseret i Rosenkreuzet, for at besinde sig på det menneskelige livs bestemmelse og bestræbe sig på at leve op til denne bestemmelse. I
denne sammenhæng dukker naturligvis det spørgsmål op: Hvad var det egentlige mål for disse mænd fra det 17. århundrede, som formulerede og
udbredte Rosenkreuzertankerne. Var det eventuelt blot deres hensigt endnu engang at reformere kirken, eller gik deres målsætninger
videre?
Hvis man læser Andreäs bog, ‘Christian Rosenkreuz’ kymiske Bryllup’ og også de andre Rosenkreuzerskrifter,
og lader dem virke på sig, så får man det indtryk, at disse målsætninger gik væsentligt videre og dybere.
Menneskets højere aspekter bliver opvækket
Lad os blot tage det ‘Kymiske Bryllup’. På en aften før påske indstiller C.R.C. sig helt særligt på den forestående fest og
erfarer en berøring, som ligger udenfor de normale menneskelige erfaringer. Det er da begyndelsen til det Kymiske bryllup. I
begivenhedernes videre forløb gennemlever han prøvelser, kan han gøre mange vidunderlige erfaringer, og til slut bliver den nye konge og
den nye dronning, de personificerede aspekter af et højere menneske, opvækket til live. Til evigt Liv? I går blev Franckenberg citeret med
ordene: „Et ny skabning af Gud?”
Men C.R.C. skal ved slutningen af sin indvielsesvej atter stå ved indgangsporten. Han skal atter forlade mysteriernes område, i hvilket han
måtte kaste et blik, i hvilket han måtte hjælpe med til at fuldbringe noget udødeligt. På dette punkt består der en vis overensstemmelse
med prinsesse Antonias læretavle. Også prinsesseskikkelsen står på denne tavle ved en port, bag hvilken al den guddommelige verdens
bestræbelse med menneskeheden udfolder sig i et stort skue.
Altertavlen fra Bad Teinach
Tavlen er inddelt efter princippet i Sefirothtræet fra den jødiske kabbala, imidlertid med skikkelser fra både Det Gamle og Det Nye
Testamente, f.eks. fra Johannes åbenbaring. Det drejer sig altså om at illustrere en kristen kabbala. På tavlen er der til at se et stort
tempel. På toppen af dets kuppel befinder der sig en krone med prinsessens monogram på den underste rand, som samtidigt kan antydes som
Andreäs monogram. I en kreds derom de 24 ældste. Derunder de tre guddommelige principper, Fader, Søn og Helligånd. I dette område befinder
sig også det symbol, som består af cirkel, trekant og firkant, som i dag indtager et centralt sted i symbolikken i Lectorium Rosicrucianum.
(Jan van Rijckenborgh, Lectorium Rosicrucianums stormester, har i øvrigt aldrig set tavlerne i Bad Teinach...)
På denne tavle ser man bl.a. jomfruen med barnet, symboliserende kærligheden, og pelikanen, som fodrer sine unger med sit
hjerteblod. Man finder Aron bagved røgelsesalteret, et rejst kors med kobberslangen og den korsfæstede Kristus. Man finder Det Gamle
Testamentes store og små profeter og Det Nye Testamentes fire evangelister. Derved er profeten Esajas afbildet med Andreäs åsyn. Han holder
en krone i den venstre og et gyldent bæger i den højre hånd. På hans skød ligger der en skriftrulle med en laurbærkrans over. Forneden står
12 mandlige figurer i kreds med den opstandne Kristus i midten. Til enhver af cirklens 12 figurer tilhører der i afbildningen også et dyr,
en plante og et mineral. Det er Israels 12 stammer med Kristus i midten. I overført betydning kan man vel også bringe dem i forbindelse med
Det Nye Testamentes 12 apostle. Betydningen af denne del af tavlen kunne også formuleres med ordene: Den guddommelige redningsbestræbelse
og naturen har fundet hverandre, og derved kan naturens nødvendige forvandling fuldbyrde sig, en forvandling til en højere
tilværelse.
Dette cirkelsymbol med de 13 er også til at finde hos Goethe i hans digt ‘Hemmelighederne’ i hvilket også i
særdeleshed Rosenkreuzet nævnes, og i Gralslegenden med kong Arthur og de 12 riddere om det runde bord. Denne symbolik står altid i
sammenhæng med fremstillingen af den guddommelige bestræbelse med den faldne verden, eller med en gruppe, som vil leve op til denne
bestræbelse, med frelselængslen, som Kristus har bragt ind i verden for atter at forbinde denne med den guddommelige dimension og hæve den
op i denne. Ved tavlen i Bad Teinach er det påfaldende, at i naturens kreds, i hvis midte Kristus står, ikke kun mennesket, men også
dyreriget, planteriget og mineralriget drages med ind i frelsebegivenheden i en 12-foldig differentiering. Den som lader alt det virke på
sig, kan komme til den endelige konklusion, at der her bringes til udtryk, at den samlede natur skal forløses. De tilsvarende detaljer er
til at finde i den moderne esoteriske litteratur hos Rudolf Steiner og Max Heindel. Prinsessen står foran dette samlede skue med et anker i
sin venstre hånd, et flammende hjerte i sin højre hånd og et lam ved sin side, altså, symbolsk betragtet, fuld af tro, håb og kærlighed,
blikket rettet mod den guddommelige frelsebegivenhed.
|
Og hun nærmer sig denne begivenhed alene. Også C.R.C. bliver i ‘Det kymiske Bryllup’ indbudt til bryllup alene.
Ganske vist møder han andre, som ligeledes befinder sig på vejen. Men enhver må bestå prøvelserne alene og bevise sin egnethed. Det synes
at være et af de væsentligste budskaber, som kommer til os fra de to kunstværker, det litterære og det malede. Ethvert menneske må alene,
ud fra sig selv, vende sig mod sin højere bestemmelse. Derefter træffer han så også vejfæller. Men også da forbliver det hans egen sag at
vise, hvad han dur til.
Vi møder også den samme situation ved begyndelsen af Andreäs skrift ‘Christianopolis’. Pilgrimmen bliver efter
sit ‘skibbrud’ skyllet levende i land alene på øen Caphar Salama og må lade sig prøve og lade sig indføre i denne verden.
Rosenkreuzertanken
Således indeholder Rosenkreuzertanken opfordringen til menneskets fuldkommengørelse, til dets ophøjelse fra naturen, for at det
„lærer sin værdi og sin adel", som ‘Fama Fraternitatis’ udtrykker det, for at det lærer, hvorfor der er i en
„verden i det små". Rosenkreuzertanken vil føre mennesket til det næste skridt i dets udvikling. Skal det måske forstås således, at
Kristus for menneskeheden atter har åbnet muligheden for at træde ind i denne højere udviklingsdimension? Der blev her talt om højere
evner, som eventuelt venter på deres udfoldelse i mennesket. Men den nye dimension befinder sig ikke i den stoflige verden, den må være af
finere, af mere fuldkommen art, således som det kan blive tydeligt af Rosenkreuzerskrifterne, frem for alt af det ‘Kymiske
Bryllup’. Tænk også på ‘Verdens ubekendte halvdel’ og ‘Naturens vidundere’ fra ‘Fama
Fraternitatis’.
I et andet foredrag blev det nævnt, at man i de gamle skrifters pragmatik har konstateret en trang til verdensflugt. Den som
i vor tid ser sig omkring, kan i vide kredse af menneskeheden konstatere en stræben for at træde i forbindelse med henholdsvis højere livs
og informationsfelter, hvorved så verden virkeligt fortabes for øjnene. Det som tidligere var tilfældet hos enkelte, optræder nu i et stort
omfang. Det drejer sig i det væsentligste om en stræben på at flygte fra den materielle begrænsning. Lad os blot tænke på oplevelser under
indflydelse af narkotika, eller østlige praktikker, som forcerede meditationer, eller den vedvarende fremsigelse af mantraer. Derved bliver
der gjort forsøg på at fremtvinge oversanselige oplevelser. Men dette fører i mange tilfælde til abnormiteter!
I psykoanalysen kalder man de muligheder og informationer, som står til rådighed for mennesket for det kollektive ubevidste
og de menneskelige bevidsthedsformers arketyper. Disse af C.G. Jung prægede begreber har i dag også fundet adgang til videnskabeligt
arbejdende kredse. Men er det den vej, som kan føre mennesket ind i en fremtid, som Gud ønsker den? Kan det kollektive ubevidste bringe et
virkeligt bevidsthedsfremskridt? Nærmer man sig derved ikke blot det, som allerede er sket og er til stede eller eksisterer i eller bag den
os bekendte natur?
I denne sammenhæng tales der i dag også om morfogenetiske felter, som øver indflydelse på mennesket og også kan påkaldes
målrettet. Man beviser deres eksistens med en ny ensartet adfærd hos dyr og mennesker på forskellige steder på jorden, med ensartede idéer,
som opstår samtidigt i forskellige verdensdele, og med ens opfindelser.
Befinder C.R.C.s vej til en højere tilværelse, som den fremstilles i det ‘Kymiske Bryllup’ sig på dette plan? Det
synes, at det alt sammen bare er bekendte naturlige fænomener! Dét, som træder os i møde fra Rosenkreuzerskrifterne, er da det individuelle
menneskes vej til en helt anden natur! Her kunne det kollektive ubevidste stilles overfor en individuel overbevidsthed, som
Rosenkreuzeridéen har til hensigt, en overtilværelsestilstand, som må erhverves individuelt. Var denne individuelle overbevidsthed
Rosenkreuzernes mål? Ville de reformere verden med den? Så kunne man i deres tilfælde ikke tale om verdensflugt!
Har Rosenkreuzerne opnået dere mål?
Og har nogle af dem opnået deres mål? Findes der da også en overnaturs morfogenetisk felt, med hvilket et tilsvarende
forberedt menneske kan få forbindelse? Består huset ‘Sancti Spiritus’, som det kalgdes i ‘Fama Fraternitatis’, i en
sådan sfære?
Den som med åben bevidsthed læser eller citerer de klassiske Rosenkreuzerskrifters ord, kan af og til erfare sådan noget som
bekræftelsen på et højere morfogenetisk felt i sig selv, et felt, som ikke er til at forklare ud fra det naturlige liv. Hvis denne tanke
følges videre, kommer man naturnødvendigt til det spørgsmål: Blev et sådant felt skaffet af dem, som er gået forud for menneskeheden i
deres udviklingsgang, og er det eventuelt informationerne fra dette felt, som igennem næsten 400 år foranledigede mange mennesker til at
søge efter Rosenkreuzerne og forske om dem? Hvis dannelsen af et sådant indflydelsesøvende felt var det 17. århundredes første mål, kunne
de efter dets realisering atter trække sig tilbage i anonymitet, med den sikre viden, at det gennem dem præparerede felt, huset Sancti
Spiritus, ikke kunne destrueres og ville udøve indflydelse på de kommende generationer. Dette ville bl.a. også være en forklaring på,
hvorfor alle, som efter manifesternes offentliggørelse ville optage en ydre kontakt med Rosenkreuzerne, ikke kunne finde nogle
Rosenkreuzere, hvorfor der så blev afgivet de mest fantasifulde forklaringer fra forskellige sider. Har disse informationer måske også til
syvende og sidst bevirket dette symposium og foranlediget nogle af de her forsamlede til i årevis at søge og til en forskning, som de ikke
mere kunne komme fri af?
Hvis vi engang accepterer denne formodning som hypotese, så ville vi dermed også have en forklaring for søgningen til alle
tider, også menneskets søgning af i dag efter overnaturlige værdier.
Var det måske hensigten for Rosenkreuzerne i det 17. århundrede at inficere menneskeheden med idéen om et befriet broderskab,
som har opnået et væsentligt skridt i virkeliggørelsen af kristendommen, og i det ‘Kymiske Bryllup’ bringe menneskeheden
nærmere til en vej, som også kunne føre den til et sådant befriende livsfelt? Hvis det var således, havde de fuldstændigt opnået deres mål,
for fra dengang af til i dag blev og bliver søgende mennesker fascineret af disse idéer. Hvis dette overnaturlige felt eksisterer, kunne på
denne baggrund også ordene forstås ved slutningen af ‘Fama’: „Selv om hundrede tusinde mennesker havde set vor bygning på
nær hold, så skal den i evighed forblive uberørt, uforgængelig, usynlig og helt skjult for den ugudelige verden."
Væsensforandring?
Og nu ønsker jeg endnu at gå ind på spørgsmålet om grunden til væsensforandringen hos Besold. De ved, at Goethe i sin ‘Faust’
har præget begrebet om de to sjæle i menneskets bryst. Ville det ikke være muligt, at også Besold kendte til to sjæle i sit bryst? At han
indtil et bestemt tidspunkt var besjælet af en religiøs idealisme, som så måtte vige for den anden side af hans væsen, nemlig for en
egocentrisk pragmatisme? Det ville i hvert fald være en forklaring.
Ved spørgsmålet om væsensforandringen hos Andreä kan man sikkert snarere tale om en ‘Tilpasningskultur’, som en
af deltagerne har formuleret det. Hos Andreä har man det indtryk, at han aldrig har sluppet sine indre principper. Han er blot altid
undveget, har leget med ord og forsøgt, hvis det ham blot var muligt på en eller anden måde, ikke at gøre nogen udtalelser mod sin indre
overbevisning. I Amsterdam sagde man dengang: „Man kunne aldrig indordne Andreä rigtigt". Var det fordi han aldrig, hvis på nogen
mulig måde, lod sig helt fastholde?
H. Albert, forstander ved
Christian RosenkreuzHeim, Calw.
Kilde: Pentagram,
syttende årgang nr. to.
|
